Hoyer åbner nye kontorer i Japan og Dubai

Med ansættelsen af en erfaren japansk Country Manager og etablering af et nyt salgskontor i Yokohama har Hoyer styrket tilstedeværelsen på et af sine vigtigste vækstmarkeder. Stigende aktivitet i Mellemøsten betyder, at et nyt kontor også er på vej i Dubai i 2017.

Hoyer styrker sin tilstedeværelse på eksisterende og nye markeder og kommer dermed tættere på kunderne, både fysisk, sprogligt og kulturelt. Første skridt er allerede taget i Japan, hvor et nyt salgskontor i Yokohama siden september 2016 har serviceret Hoyers japanske kunder med både ordrehåndtering og support. Især en kraftig fremdrift i den japanske marinebranche har i løbet af de seneste år gjort Japan til et centralt marked i Hoyers vækststrategi, og det nye kontor skal forstærke Hoyers positive udvikling på markedet.

– Med vores nye japanske salgsteam på plads har vi fået langt bedre muligheder for at møde kunderne ansigt til ansigt og servicere dem on-site. Tidligere betjente vi udelukkende det japanske marked fra Kina, men vi har mærket et stigende behov for at være til stede lokalt, med folk der mestrer sproget og kulturen, siger CCO Ketil Vesterlund fra Hoyer.

Erfaren landeansvarlig

Til at lede det japanske kontor har Hoyer ansat en Country Manager, der kommer med mangeårig erfaring fra den maritime pumpebranche. Han samarbejder tæt med to nyansatte interne sælgere der ligeledes taler sproget og kender markedet. Hermed er kontoret i stand til at håndtere både ordrer og support samt at øge Hoyers position på det japanske marked. Øvrige funktioner såsom kvalitetsstyring og logistik varetages forsat fra Hoyers kinesiske hovedkontor.

Det japanske salgsteams fokus er først og fremmest på marinebranchen og de japanske skibsværfter, der, takket være den lave Yen-kurs og en solid tradition for skibsbyggeri, står stærkt i konkurrencen med de kinesiske og koreanske værfter.

Øget aktivitet i Mellemøsten

Ud over det nye kontor i Japan planlægger Hoyer også at etablere et salgskontor i Dubai. Det skal efter planen åbne i første kvartal af 2017, og skal dække hele Mellemøsten, hvor Hoyer oplever en stigende efterspørgsel.

– Mange kunder i Mellemøsten, primært fra olie og gas-sektoren, har i forvejen applikationer med Hoyer motorer installeret, hvilket giver os en indgang til markedet, som vi ønsker at udnytte offensivt. Hele regionen er inde i en spændende udvikling, hvor eksempelvis Iran har åbnet op og investerer mere i industri og infrastruktur. Ud over vores fokus på olie og gas oplever vi også, at der er stor efterspørgsel efter motorer til pumper og ventilation i byggesektoren, siger Ketil Vesterlund.

Lad os holde kontakten!

Copyright 2017 Hoyer Motors © All rights reserved