Over Hadstenvej 42
8370 Hadsten
Danmark
CVR no. 17 63 06 95
Phone
Hoyer Motors: +45 8698 2255
Fax: +45 8698 2256
hoyermotors@hoyermotors.com
Danske Gibotech, der fremstiller robotter og automatiksystemer, skal levere en sterilcentral til Rigshospitalet i København. I hospitalets nederste etage er det fremover robotter, der skal fragte rene instrumenter frem til operationsstuen.
Når kirurger og sygeplejersker skal bruge skalpeller, sakse og lignende ved operationer, er det essentielt, at udstyret er rent og sterilt. Hidtil har det været en manuel opgave at levere det sterile udstyr, men fra udgangen af 2018 bliver menneskelige hænder erstattet af AGV´er, shuttle-transportvogne, lagerrobotter og miniloads i en fuldt automatiseret sterilcentral på Rigshospitalet, udviklet af logistikvirksomheden Gibotech. En lignende central er også på vej ved Herlev Hospital.
– Tidligere var hospitalerne afhængige af, at der var personale til rådighed til at pakke udstyr og vogne til operationerne. Hvis én var syg eller noget gik galt, stod der måske et helt hold på operationsstuerne, der ikke kunne komme i gang. Fremover kører det hele fuldautomatisk, fortæller Mikkel Bjerregaard, der er Sales Director i Gibotech.
I det nye automationssystem booker hospitalets ansatte operationsudstyr samtidig med, at de bestiller en operation. Systemet sørger for, at vogne i kælderen står klar til at blive kørt til operationsstuen på den planlagte dag. Dermed sikrer man, at operationerne bliver udført på den aftalte tid.
– Containerne, hvori operationsudstyret bliver transporteret, åbnes og tømmes automatisk. En tur igennem autoklaven sikrer, at udstyret er sterilt og softwaren holder styr på, at containeren kommer til den rigtige operationsstue. Automationssystemet overvåger steriliseringsdataene og sikrer, at udstyret bliver sendt til re-sterilisering, hvis det overskrider tidsbegrænsningen, forklarer Mikkel Bjerregaard.
Sterilcentralen skal, udover at servicere hospitalet i Danmarks hovedstad, også forsyne mindre hospitaler i regionen. Disse hospitaler nedlægger deres egen sterilcentral og får leveret udstyr fra automationscentralen i Rigshospitalets kælder.
Gibotech konstruerer i høj grad selv baner, gribere og udstyr, ligesom de selv udvikler softwaren til systemet. De designer banerne helt ned i detaljen, og indkøber specifikke dele fra forskellige underleverandører. Én af underleverandørerne til projektet er Hoyer, der har leveret tandremme og hjul.
– Hoyer har leveret en samlet pakke, der både indeholder produkter af høj kvalitet og specialviden. Vores konstruktører blev inviteret med til fabrikken i Italien. Vi vurderer det selvfølgelig positivt, at Hoyer går proaktivt ind i samarbejdet, siger Mikkel Bjerregaard.
Også hos Hoyer har man været glade for samarbejdet. Med udgangspunkt i Gibotechs krav og ønsker til remmenes funktion og anvendelsesmiljø blev de indledende løsningsforslag hurtigt og sikkert tilpasset, så den færdig løsning kom på plads.
– Vi har samarbejdet tæt med Gibotech for at sikre, at vi kunne opfylde deres krav til kvalitet, levetid og driftssikkerhed. Da dimensioneringen og typen var på plads, kunne vi sammen med vores leverandører komme med de bedste løsninger. Under besøget på fabrikken i Italien kunne medarbejdere i Gibotech se, hvordan remmene bliver produceret, og hvad de skal være opmærksomme på, når de designer nye systemer fremadrettet, siger Carsten Jakobsen, Key Account Manager i Hoyer.