Over Hadstenvej 42
8370 Hadsten
Danmark
CVR no. 17 63 06 95
Phone
Hoyer Motors: +45 8698 2255
Fax: +45 8698 2256
hoyermotors@hoyermotors.com
Skærpede miljøkrav fremmer udbredelsen af færger drevet af flydende naturgas. Norge benytter sig i rigt mål af LNG-færger. Nu er Danmark med på bølgen. M/F Samsø er i søen. Ombord er Hoyer motorer, som har vigtige funktioner på færgen.
Den danske indenrigsfærge M/F Samsø er landets første færge drevet af kondenseret gas – kaldet Liquified Natural Gas (LNG). Færgetypen er betydelig mere miljøvenlig end traditionelle færger, da brugen af naturgas frem for konventionel fuel-olie medfører en reduktion i færgens udledning af svovl med 90-95 procent, kvælstofpartikler med 80 procent og CO2 med 20-25 procent.
Hos de rådgivende marinearkitekter og skibsingeniører OSK ShipTech, der står bag designet af M/F Samsø, beretter skibsingeniør og chef for OSK ShipTechs Aarhus-afdeling Kristian Careø Lind om en stigende efterspørgsel på miljøvenlige alternativer som følge af skærpet miljølovgivning.
“De mere miljøvenlige løsninger som LNG vinder især frem som følge af FN’s søfartsorganisation IMO’s nye skærpede miljøregler, der trådte i kraft ved årsskiftet. Reglerne betyder, at udstødningen fra skibe, som sejler i Østersøen, Nordsøen og Den Engelske Kanal, kun må indeholde 0,1 procent svovl,” siger Kristian Careø Lind.
M/F Samsø er langt fra den første af sin art. I nabolandet Norge sejler adskillige LNG-færger i rutefart i fjordene. På nuværende tidspunkt sejler 44 skibe på flydende naturgas. Heraf er de fleste europæiske færger – og yderligere 34 er på vej. Både når det kommer til eksisterende og planlagte LNG-skibe indtager Norge suverænt førstepladsen, men lande som Tyskland, Sverige, Finland, Frankrig, Kroatien og Danmark følger langsomt trop.
Den nye færge rummer mere end blot fortællingen om at være den miljøvenlige søfarer. Ombord sidder nemlig elmotorer fra danske Hoyer, der har leveret adskillige eksplosionssikre elmotorer til færgens ventilationssystemer – som bruges i eksempelvis færgens motorrum og på LNG-rørsystemet.
Ydermere har Hoyer leveret seks 99kW motorer, som er placeret på to hydrauliske stationer, der udover at åbne bovporten, så biler kan køre ombord, også kommer på arbejde, når ankerspillet og fortøjningsspillet udfører deres tjans.
Selvom Hoyer har leveret motorer til en dansk-designet færge, der sejler i dansk farvand, måtte motorerne krydse den danske grænse for at blive monteret. M/F Samsø blev bygget på det internationalt anerkendte polske værft Remontowa, som tidligere har bygget 10 LNG-færger.
“At Hoyer Motors er blevet valgt skyldes først og fremmest vores høje kvalitet, vores referencer og vores marinecertifikater,” siger Adam Slupinski der er Country Manager for det polske marked hos Hoyer.
Han er en del af Hoyers polske set up på seks medarbejdere, der fra kontoret i Hadsten har opbygget relationen til de polske samarbejdspartnere der har produceret henholdsvis ventilations- samt hydraulikenhederne til færgen.
Kilde: Danmarks Rederiforening, Miljøministeriet