Kender du historien bag hi-messen?
20.788. Så mange gæster besøgte hi Tech & Industry Scandinavia i 2017, og snart løber messen af stablen igen. Meget er sket, siden det hele startede i 1963.
”Jeg vil åbne denne udstilling med en lykønskning til Herning, som har vist vort land, hvad et samfund kan udrette ved at arbejde sammen mod fælles mål.” Sådan sagde Kong Frederik den 9., da han åbnede den første hi-messe.
Året var 1963. Små 10 år forinden, i 1954, var Hernings første store hal i Herning Kongrescenter åbnet. Interessen for hallen var stor, og der var behov for udvidelse. Forud for den første Håndværker & Industrimesse i 1963 blev udstillingsarealet udvidet med et messecenter; og fem nye haller på i alt 10.000 kvadratmeter stod klar til at huse den messe, vi i dag kender som hi.
Håndværker- & industrimessen i 1963 blev afholdt fra den 5.-15. september 1963. Det var ti dage med en god blanding af forskellige udstillere. Det overordnede emne var handel og industri, men messen blev lige så meget brugt som et mødested for det brede publikum. Det blev en festlig sammenkomst med besøg af både børn og voksne. Med tiden er messen blevet mere professionel med et fagligt fokus, og den varer i dag blot tre dage, hvor fokus i højere grad er på netværk, inspiration og vidensdeling.
En del af teknologiske udvikling
I 1963 var computere noget man havde på universiteter og i få store virksomheder – i dag er stort set alle både besøgende og udstillere udstyret med en mobiltelefon og en bærbar computer. Hi har været med på den teknologiske rejse fra start. Det har også været synligt i de produkter, der løbende er blevet udstillet på messen. Fra laser-instrumenter til industrirobotter og cloudløsninger. Det er eksempler på nogle af de produktnyheder, der har været at finde på messen, og på årets messe er netop automation og robotter et af de største fagområder som en del af industri 4.0.
Gennem årene har behovene ændret sig, og mens messen er gået fra at vare ti til blot tre dage er arealet vokset fra 10.000 kvadratmeter til 110.000 kvadratmeter. Programmet er blevet mere omfattende, og kravene til viden, innovation og kreativitet på de enkelte stande fylder mere.
Hoyer Transmissions på hi
Hoyer Transmissions har været med på hi i adskillige år, og udviklingen på messen har ikke været til at tage fejl af. Peder Mørch, Business Unit Director hos Hoyer Transmissions skal endnu engang deltage på messen.
”Personligt har jeg været med på hi siden slutningen af 1980erne. Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan vores stand så ud i starten. Vi serverede blandt andet Hoyer-pølser for vores besøgende. I dag har vi en lidt mindre stand med færre produkter, der matcher den reelle efterspørgsel i markedet. Seriøsiteten og kvaliteten på standen er blevet højere, og vi oplever nu, at det er professionelle indkøbere og teknikere, vi møder på standen,” siger Peder Mørch, der glæder sig over endnu engang at skulle møde alle Hoyers samarbejdspartnere på hi-messen.
På hi Tech & Industry Scandinavia 2019 udstiller Hoyer Transmissions i hal M på stand M9744.