Ny ISO-standard stiller flere krav
Hoyer er netop blevet godkendt til den nye ISO-9001: 2015-standard. Her får du et overordnet indblik i, hvad ændringerne i standarden kræver af virksomheder, der skal certificeres.
Den nye ISO 9001: 2015-standard, fordrer flere og anderledes krav til virksomhederne. En risikobaseret tankegang er grundlaget for den nye standard, hvilket indebærer, at medarbejderne skal dokumentere i langt højere grad end det var tilfældet for forgængeren, ISO 9001: 2008.
“Den største ændring fra den gamle til den nye standard er en risikobaseret tankegang, der skal tænkes ind på alle leder og kanter i organisationen. Hvis en medarbejder fx skal gennemføre et salg til en kunde, skal han eller hun være i stand til at vise hvilke muligheder og risici, der ligger i det specifikke salg. Det kræver omstillingsparate medarbejdere at imødegå en sådan ændring”, forklarer Frank Arendt, Quality Manager hos Hoyer.
Overgangsperiode slutter til september
Organisationer, der er certificeret til ISO 9001: 2008, har en treårsperiode til overgang til ISO 9001: 2015. Når overgangsperioden slutter i september 2018, så er ISO 9001: 2008-certifikaterne ikke længere gyldige. Hoyer har fået godkendelse til det nye IOS-certifikat efter lang forberedelse.
“Certifikatet har været længe undervejs, og det er derfor yderst tilfredsstillende, at vi nu har bevis på, at vi er klar til overgangen i september. Standarden er et værktøj til optimering af processer, som bidrager til øget effektivitet, og indgår som en del af Hoyers kvalitetsindsats”, forklarer Frank Arendt.
Integreret styresystem
I den nye standard er organisatorisk viden også et vigtigt parameter. Organisationerne skal kortlægge den viden, der er i virksomheden og gøre arbejdsprocesserne mere gennemsigtige. For nyligt har Hoyer implementeret et nyt IMS-system (Integrated Management System), der bidrager til, at medarbejderne får mere indsigt i de enkelte afdelingers daglige processer.
– Med det nye system bliver man som organisation skarpere på interne og eksterne processer. Vi har fået et mere integreret system, som bruges aktivt i alle afdelinger. Under udviklingsfasen har de forskellige medarbejdergrupper givet deres ønsker til opbygningen af systemet og dermed taget ejerskab, hvilket må siges at være en succes. Det skal jo netop bruges i praksis, før at det giver værdi, siger Frank Arendt.
Kvalitetsindsats
ISO-kravene sikrer en total kvalitetsstyring og et fælles sprog på tværs af organisationen. Godkendelsen i henhold til den nye standard vidner om, at kvalitet fortsat udgør en central del af Hoyers kultur og DNA.
5 skarpe råd til virksomheder, der skal i gang med omstillingen
- Inddragelse: Det er vigtigt, at ledelsen tager aktiv del i opgraderingsprocessen og at samtlige medarbejdere inddrages i at beskrive deres arbejdsprocesser
- Risikobaseret tankegang: Sørg for at afmystificere begrebet ”risikobaseret tankegang”. Det handler i store træk om, at I skal være bedre til at formalisere de ubevidste overvejelser omkring muligheder og risici ved handlinger
- Organisatorisk viden: Det er vigtigt at overveje, hvordan I bedst sikre, at vigtig viden ikke går tabt i tilfælde af ændringer i organisationen
- Information og kommunikation: Sørg for at holde samtlige medarbejdere orienteret om, hvad der sker på alle niveauer i organisationen
- Træning: Det er vigtigt, at medarbejderne inden certificeringen får træning og adgang til det nye management system, så de lære de nye krav i praksis inden selve certificeringen
Fakta om ISO-9001:2015
- ISO-9001:2015 er en international standard for kvalitetsledelse
- Standarden bruges af over en million organisationer i mere end 170 lande
- ISO 9001:2015-standarden blev udgivet i september 2015, hvilket betyder, at alle ISO 9001-certificerede virksomheder senest i september 2018 skal have indrettet deres ledelsessystemer efter den nye standard
- I 2015-udgaven af standarden skal risikoanalyser være afsættet for ledelses¬systemet. Der er også større fokus end tidligere på lederskab, organisationens mål og styring af eksterne leverancer
- Den nye certificering er gældende for Hoyer-faciliteterne i henholdsvis Hadsten (Danmark) og Ningbo (Kina). Udover ISO 9001:2015 er Hoyer ligeledes ISO 14001:2015 certificeret