DK
DE
CN
GB

Årsresultat 2024: Nye højder og forsat vækst i Hoyer

Hoyer Group A/S leverede i 2024 et rekordresultat, drevet af stærk kommerciel eksekvering og en strategi, der fokuserer på at udvide tilbuddet af automationsløsninger og services. Selskabet går ind i 2025 med forventning om fortsat vækst.

Hoyer Group afsluttede regnskabsåret 2024 med et historisk resultat både på top- og bundlinje. Koncernens omsætning udgjorde DKK 733 millioner (ca. EUR 98,3 millioner), mens den justerede EBITDA steg til DKK 110 millioner (ca. EUR 14,8 millioner), fra DKK 100 millioner i 2023.

Fremgangen skyldes blandt andet stærke resultater i kerneforretningen med energieffektive elmotorer, målrettede investeringer i forsyningskæden og nye forretningsområder, samt stigende global efterspørgsel på energieffektive motorer og automatiserede motorstyringsløsninger.

”Vores resultater for 2024 markerer et nyt højdepunkt for Hoyer,” siger Søren Ø. Sørensen, bestyrelsesformand. ”Med en fornyet strategi og et stærkt værditilbud, ’Together we outsmart the ordinary’, har vi ikke kun øget salget og indtjeningen, men lagt fundamentet for langsigtet vækst gennem strategiske investeringer, opkøb og et klart fokus på den grønne omstilling.”

”Vores strategiske retning og den tillid, vores kunder viser os, giver os et stærkt udgangspunkt for den videre vækstrejse,” siger Henrik Sørensen, CEO i Hoyer Group. ”Samtidig med at vi udvikler vores kerneforretning inden for elmotorer, opbygger vi nye kompetencer inden for energieffektive automationsløsninger, der forbedrer både motorstyring og performance – til lands og til vands.”

Højdepunkter for 2024

  • Rekordhøj ordreindgang ved årets afslutning, understøttet af en styrket markedsposition og stigende efterspørgsel på tværs af Hoyers kernesegmenter: marine, premium HVAC, energi og industri.

  • Volumen af IE4-motorer steg med 161%, hvilket understreger Hoyers position som en betroet partner i den grønne omstilling.

  • Opkøb af NowiTek ApS, som styrker ekspertisen inden for automation og bæredygtige løsninger, særligt til marine- og biogasapplikationer.

  • Lancering af ny koncernstrategi, værditilbud og brandidentitet: “Together – we outsmart the ordinary” – med vægt på bæredygtighed og kundeorienteret service.

  • Implementering af NIS2-direktivet, hvilket forankrer cybersikkerhed i ledelsesstrukturen og organisationskulturen.

Udsigt for 2025

  • Hoyer forventer fortsat vækst på tværs af alle segmenter. Ledelsen forudser, at koncernens omsætning vil overstige 800 mio. DKK (ca. 106 mio. EUR) og en øget EBITDA som følge af omsætningsvæksten i 2025, baseret på forventningen om, at markedsforholdene forbliver overvejende gunstige og fri for væsentlige, uforudsete forstyrrelser.

     

For yderligere information:

Brian Woodward, Kommunikationschef, | +45 21 94 94 66  | bwo@hoyermotors.com