Frekvensomformer blev plug-and-play
Et godt samarbejde mellem Hoyer og Danfoss Drives sikrede, at en fælles kunde fik en motorløsning, der var let at montere og konfigurere.
Da en af Hoyers kunder for nylig havde behov for at opdatere sin løsning og bruge en VLT® DriveMotor FCP 106 frekvensomformer fra Danfoss direkte monteret på en motor i sit conveyor-system, gav det anledning til et samarbejde, der har gjort livet lidt lettere for kunden. Heldigvis var både Hoyer og Danfoss klar til at finde en løsning, der strømlinede processen.
– Vi havde i forvejen et langt og tæt samarbejde med kunden omkring standardmotorer, så da vi snakkede med dem om den nye løsning, tilbød vi at gå i direkte dialog med Danfoss Drives og levere en skræddersyet løsning, siger Claus Balle Thomsen, Key Account Manager hos Hoyer.
Adapterplade samler stumperne
Hoyer tog herefter kontakt til Danfoss Drives, hvor ideen blev vel modtaget. Løsningen blev, at Hoyer modificerede en standard 7,5 kW elektromotor med en adapterplade, så en VLT® DriveMotor FCP 106 frekvensomformer fra Danfoss kunne monteres som plug-and-play via et stik på motoren. I praksis betyder det at omformeren nærmest klikkes fast på motoren. Samarbejdet betød, at både Hoyer og Danfoss Drives kunne fokusere på deres respektive styrker.
– Hos Danfoss Drives er vi specialister i frekvensomformere, mens Hoyer er eksperter i motorer. Ved at kombinere vores viden var vi i stand til at finde en kosteffektiv løsning for kunden. Vi sendte vores adapterplader til Hoyers værksted, hvor de blev monteret på deres motorer. Det er en praktisk løsning, der er meget velegnet til applikationer, der ikke er udsat for voldsomme rystelser eller aggressive miljøer, for eksempel ventilation, pumper og transportbånd mm., fortæller Key Account Manager, Asbjørn Jonassen fra Danfoss Drives.
Løsning som rammeordre
Med adapterpladen monteret på motoren ved levering er det en simpel sag for kundens montører at installere frekvensomformeren og indstille hastigheden via en pc.
– I det konkrete tilfælde overtager Hoyer designopgaven og arbejdet med at modificere motorerne, så de hurtigt og let kan sammenbygges med Danfoss VLT® frekvensomformere. Andre kunder kan også udnytte vores logistik setup og få den samlede løsning tilbudt som eksempelvis en rammeordre. Det er en meget fleksibel løsning, som gør, at vores kunder kan fortsætte med at bruge Hoyer motorer, samtidigt med at de har muligheden for at sammenbygge med den frekvensomformer, de foretrækker, siger Claus Balle Thomsen.
Fakta om frekvensomformere
- En frekvensomformer gør det muligt at regulere hastigheden på en elektromotor, der normalt kører med et fast defineret antal omdrejninger.
- Ofte bruges de til at nedsætte energiforbruget. Eksempelvis på en pumpe, når der ikke er behov for maksimal ydeevne. Her kan hastigheden nedsættes, og dermed reduceres effektforbruget.
- Frekvensomformere bruges i alle brancher og på et væld af applikationer såsom conveyor-systemer, ventilationsanlæg, pumper samt winches.