DK
DE
CN
GB

Koreansk afmatning i kundernes favør

Flere faktorer spiller en rolle i afmatningen i den koreanske marine- og offshore-branche. Men frem for at se det som en begrænsning, favner Hoyer udfordringen og styrker sin position i Korea. Det åbner for konkurrencedygtige alternativer.

30/10/2015

Vækstkurven på de internationale markeder bevæger sig langsomt opad, fastslår den økonomiske verdensorganisation WTO, der forudser en vækst på 3,3 procent i 2015. Det er blot 0,5 procentpoint mere end i 2014. Samtidig er prisen på en tønde olie, ifølge det amerikanske aktiemarked Nasdaq, faldet fra over 90 dollar til under 50 dollar inden for et år.

Den lave vækst og oliepris giver en afmatning, der rammer antallet af nybygninger i marine- og offshore-branchen. De billige, sorte dråber gør det mindre attraktivt at foretage investeringer i nybygning af skibe og offshore-udstyr, og det rammer udstyrsproducenterne i branchen. Det betyder øget konkurrence om de få ordrer, der er. I Busan, Sydkorea, hvor Hoyer har et lokalt salgskontor, mærker man også afmatningen.

“Der placeres simpelthen ingen eller ganske få ordrer inden for marine- og offshore-branchen. Gennem de senere år har Sydkorea satset kraftigt på at etablere sig inden for netop offshore, og derfor mærker de koreanske værfter den kraftige nedgang i sektoren, forklarer Thomas Klausen,” CEO for Hoyer Motors Asia.

Hoyer indtager nyt marked

Men afmatningen slår ikke Hoyer Motors ud af kurs. Tværtimod favner de udfordringen ved at styrke tilstedeværelsen i Sydkorea. Ud over ansættelsen af nye medarbejdere og indflytningen i større lokaler i Sydkoreas maritime kraftcenter Busan, handler det om at styrke og dyrke nye samarbejdsrelationer i landet.

“Potentielle kunder, som måske tidligere ikke har haft interesse eller tid til at se på samarbejdsmulighederne med Hoyer, ser sig måske nu om efter nye partnere, som kan stille dem bedre i konkurrencen inden for deres produktområde. Vi skal derfor være rustede til at kunne vedligeholde vores eksisterende kunder, men samtidig også være i stand til i endnu højere grad at arbejde imod nye, potentielle kunder,” siger Thomas Klausen.

Derfor er Hoyer i samarbejde med en lokal samarbejdspartner også begyndt at fokusere på den landbaserede industri i Sydkorea.

“Det et helt nyt område, som vi tidligere slet ikke har haft fokus på i Korea. For at kunne gøre os gældende inden for dette segment, har det krævet nye koreanske test og godkendelser af vores motorer. Nu, hvor det er færdiggjort, er vi klar til også at servicere industrisegmentet på land med Hoyer elektromotorer,” siger Thomas Klausen og tilføjer, at salget af industrimotorer udelukkende vil ske gennem samarbejdspartnerens salgsorganisation.

Hurtige og korrekte svar er alfa og omega

For kunderne på det koreanske marinemarked kan afmatningen netop være det pit stop, der får dem til at se sig om efter nye samarbejdspartnere, mener Thomas Klausen.

“De har mulighed for at evaluere på deres samarbejdspartnere. Har de den rigtige leverandør af de vigtigste komponenter? Er der alternativer, som kan stille dem bedre i den øgede konkurrence? Hos Hoyer er vi overbeviste om, at vi kan tilbyde nye, potentielle kunder et særdeles konkurrencedygtigt alternativ til deres nuværende leverandør. Vores erfaringer fra branchen har gjort, at vi har tilpasset vores organisation til at kunne give kunderne i marine- og offshore-branchen en optimal kundeservice. Hurtige og ikke mindst korrekte svar er i højsædet. Det være sig, når kunderne henvender sig omkring leveringstider, dokumentation og priser. Vores salgsorganisation er altid klar til at hjælpe,” siger Thomas Klausen.

Fakta om Hoyer Asia i 2015

  • I foråret åbnede Hoyer eget testcenter i Asien for at kunne tilbyde en mere fleksibel test- og klassificeringsproces til kunderne i marinebranchen.
  • Hoyer udstillede endnu engang på Kormarine messen, der fandt sted fra den 20.-23. Oktober i Busan, Sydkorea.
  • Under Kormarine viste Hoyer Motors for første gang den nye Hoyer Marine bremsemotor frem for de koreanske kunder og samarbejdspartnere.
  • Næste messe for Hoyer Asia er Marintec i Shanghai 01.-04. December, der er Asiens største og vigtigste maritime event. Messen afholdes hver andet år.