Industriel køling kræver specialmotorer
Støv, fugt og store temperaturudsving er hverdagskost for industrielle køletårne. De barske miljøer stiller store krav til motorløsningen – både på applikations- og projektniveau.
Fra olieproduktion i ørkenen til kraftværker i arktiske regioner er blokke af køletårne i industrien et velkendt syn. Ventilationsenhederne er en essentiel del af køletårnene og det er en krævende opgave at operere i det hårde miljø, der opstår, når overskudsvarme nedkøles. Det samme gælder for motorerne der driver ventilationen.
Kondens og fugt er de mest almindelige risikofaktorer i de store køletårne, men det er sjældent de eneste påvirkninger, som skal modstås. Det forklarer Adam Slupinski, der er HVAC Segment Manager hos Hoyer Motors.
"Køletårne bruges oftest i processer, hvor der er behov for at håndtere overskudsvarme. De installeres i vidt forskellige miljøer og i temperaturer fra minus 50 grader celsius til plus 80. Vand, støv og salt er ofte nogle af de barske udfordringer, som motorerne der driver ventilatorerne skal være i stand til at modstå," siger han.
Fokus på den rette IP-klasse
Når motorer forberedes for køletårnsdrift, er den højeste prioritet at sikre at de forbliver tørre ”indvendigt”. Køleprocessen sker ved hjælp af vand og fordampning, og overskudsvandet herfra skal ledes effektivt væk, så det ikke kan trænge ind. Hoyer Motors bruger flere forskellige metoder alt efter typen af ventilation og køletårn. Det gælder blandt andet isolationssystemet, overfladebehandlinger og kundetilpassede løsninger med specialpakninger og dræn.
"Det er essentielt at sikre, at motoren har den rette IP-klasse, typisk IP55 og helt op til IP66, så den er beskyttet mod indtrængen fra både støv og væsker. Yderligere beskyttelse kan opnås ved at tilføje varmebånd der modvirker kondens i motorerne, brug af specialudviklede tætningsringe og pakninger samt korrosionsbeskyttelse af viklingerne," siger Adam Slupinski.
Ny montering giver mere stabilitet
Alt efter typen af køletårn kan monteringen af motorerne også være en udfordring. I mange tilfælde anvendes aksialventilatorer, hvor motoren er monteret lodret, men uanset monteringsform, er det afgørende at den sidder stabilt og er beskyttet mod vibrationer.
For at kunne tilbyde kunderne flere muligheder for at finde en optimal monteringsform har Hoyer Motors netop introduceret en ny produktløsning kendt som Pad monterede motorer.
"Pad monterede motorer benytter beslagmontering i stedet for klassisk fod eller flange. Det giver bedre stabilisering af både motor og ventilator, og monteringsprocessen er som udgangspunkt hurtigere og lettere i vores OEM kunders produktion," siger Adam Slupinski.
Fokus på leveringstid
På trods af de mange specialmodifikationer er udgangspunktet for motorer til køletårnsapplikationer typisk en modificeret standardmotor. Det betyder en øget fleksibilitet og korte leveringstider på projekttilpassede løsninger.
"Vi sælger tusindvis af disse motorer om året, og vores tekniske afdeling har i samarbejde med vores HVAC-specialister stor erfaring i at udføre de relevante modifikationer. Det handler dog om at være i tæt dialog med den enkelte OEM kunde, da deres situationer ofte er vidt forskellige. Nogen har behov for at der udarbejdes skarpe forecasts til serieproduktion, mens andre har brug for korte leveringstider til specialprojekter. Uanset hvad, så kan vi som hovedregel tilbyde en kundetilpasset løsning i løbet af få uger," siger Adam Slupinski.