Nye gear med mange anvendelsesmuligheder

Hoyer har netop præsenteret et nyt komplet udvalg af snekkegear. Gearmotorerne er et konkurrencedygtigt og fleksibelt valg til applikationer inden for stort set alle industrier og kommer som standard monteret med Hoyers egne elektromotorer.

Den seneste tilføjelse til Hoyers Transmissions store udvalg af gear og transmissionsdele er et komplet udvalg af snekkegear. Takket være den enkle konstruktion kan denne type gear bruges til en lang række applikationer inden for vidt forskellige industrier som for eksempel fødevarer, trævarer og landbrug.

– Snekkegear bruges stort set alle steder. De er gode til simple applikationer og er kompatible med mange andre gear og design. Denne store fleksibilitet gør geartypen velegnet til OEM-producenter og konstruktion af mindre industrimaskiner som eksempelvis mixere og conveyors, siger Peder Mørch, Business Unit Director hos Hoyer Transmissions.

Komplet logistikløsning med i købet

De nye gear er på lager i alle de mest gængse størrelser og udvekslinger. Derudover kan gearene kombineres med andre Hoyer produkter, så de ankommer klar til brug, uanset i hvilken sammenhæng de skal anvendes.

– Gearet indgår som del af vores komplette logistikløsning, så vores kunder altid får stor fleksibilitet og leveringssikkerhed. Gearene kan tilpasses kundespecifikke behov og blandt andet påmonteres relevant tilbehør såsom udgangsflanger, momentarme og løse udgangsaksler, siger Peder Mørch.

Fakta om Hoyers snekkegear

  • Tilgængelige i alle standardudvekslinger fra 7,5 til 100
  • Effektområde fra 15 nM til 1400 nM
  • Hulaksler fra 11 til 50 mm
  • Mulighed for kundetilpasning i egen gearmontage
  • Gearmotorer drives af Hoyer motorer