Hoyers distributørnetværk vokser

Teknisk knowhow, stort lager og lynhurtig responstid er blandt kravene, når Hoyer vælger nye distributører inden for industri og marine. Målet er at optimere kundernes mulighed for lokal service på højt niveau. Spanske Blay Marine Tech er seneste medlem af Hoyers globale After Sales-netværk.

Reparation i løbet af et par dage eller levering af en ny motor i løbet af et par timer. Når en motor på en kritisk applikation svigter, er valget mellem de to muligheder sjældent svært. Det er særligt gældende for et skib, der hurtigst muligt skal videre på dets rute.

Det er netop muligheden for lynhurtigt at skaffe en ny motor eller anden essentiel reservedel, der er grundtanken i Hoyers globale netværk af After Sales-distributører. Nøje udvalgte partnere over hele kloden sikrer, at der altid ligger en Hoyer-motor på lager, der hvor kunderne har behov for det.

Nøje udvalgte partnere

Seneste medlem af distributørnetværket er den spanske virksomhed Blay Marine Tech (BMT), der med et stort lager i havnebyen Algeciras er ideelt placeret til at servicere skibstrafikken der sejler gennem Suezkanalen. Som familiejet virksomhed drevet af fjerde generation har BMT over 100-års erfaring med professionel service til den maritime branche, og de matcher alle de kvaliteter, der er afgørende for Hoyers servicepartnere.

– BMT er et godt eksempel på, at vi vælger partnere, der har samme værdier og kvalitetskrav som Hoyer. Et stort lager, hurtig responstid og mulighed for at servicere kunderne 24/7 er nogle af de afgørende parametre. Det kan tage tid at finde de rigtige partnere, så vi værdsætter et langsigtet samarbejde og står altid til rådighed for vores distributører, siger Brian Byskov, Segment Manager for After Sales hos Hoyer Motors.

Lokal service over hele kloden

Hoyer søger løbende distributører, der har den rette profil. Blandt andet har Hoyer en ambition om som minimum at være til stede i verdens 10 største bunkerhavne, fortæller Brian Byskov:

– Vores netværk dækker allerede vigtige havne som Hamborg, Rotterdam, Houston og Singapore, og på nuværende tidspunkt er vi blandt andet på udkig efter partnere i Fujairah og Istanbul. Vores after sales-specialister i Danmark og Kina gør en stor indsats for løbende at træne og udvikle vores distributører, så de altid er opdateret på de seneste produktnyheder og services.

After Sales service til alle industrier

Det er især marinemarkedet, der tegner sig for en stor del af aktiviteten for Hoyer After Sales. Men i takt med at distributørnetværket vokser, fylder andre markeder stadigt mere. I USA er der for eksempel adskillige vindparker bestående af europæiske vindmøller, hvor motorer efter den mekaniske NEMA-standard ikke kan benyttes. Her kan Hoyer i samarbejde med sine distributører levere IEC-motorer til erstatning i eksempelvis hydraulik og køleenheder.

– Vi ser en naturlig udvikling i, at kunder på tværs af markedssegmenter benytter vores After Sales-netværk. Udover vindindustrien har vi også industridistributører, der eksempelvis arbejder inden for vandforsyning, hvor vi i samarbejde leverer højeffektive motorer med VFD og rådgiver om energieffektivisering. Dette er et generelt fokusområde på tværs af alle markeder, og sammen med vores distributører ser vi store muligheder for at bidrage til kundernes grønne omstilling, siger Brian Byskov.

Udforsk Hoyers After Sales -etværk

Du finder yderligere information om Hoyer After Sales her.

Lad os holde kontakten!

Copyright 2017 Hoyer Motors © All rights reserved