DK
DE
CN
GB

Enorme pumper nedkøler kraftværk på Bahamas

Specialdesignede kølevandspumper fra danske IRON Pump skal sikre kølevand til nyt kraftværk på Bahamas. Og det stiller store krav til både design, produktion og logistik, når kølevandet skal pumpes op fra saltvandslommer 20 meter under det caribiske koralrev.

Når et helt nyt kraftværk i efteråret står klar med elforsyning i østaten Bahamas, spiller danske IRON Pump en vigtig rolle. Den danske pumpespecialist leverer fire lodrette turbinepumper af typen CLVS med en kapacitet på 2.000 m3/h – 41 mlc, som skal levere kølevand til kraftværkets syv motorer, der tilsammen kommer til at producere 132 megawatt.

Kølevandet til det nyopførte kraftværk skal hentes i dybe saltvandslommer under den caribiske ø. Opgaven for IRON Pump var derfor at levere specialdesignede to-trins pumper med en længde på 20 meter, som kan modstå et hårdt miljø. Og det endda med en stram tidsplan for leverancen knap 8.000 kilometer over Atlanten.

Aggressivt miljø i 20 meters dybde

Selvom IRON Pump er eksperter i specialproducerede pumper, var dimensionerne på opgaven fra Bahamas en særlig udfordring. En projektgruppe med erfarne ingeniører blev sat på opgaven, som på grund af pumpernes længde og individuelle vægt på 11,1 ton krævede et grundigt forarbejde. Det fortæller Robert Jensen, der er Sales Engineer i Iron Pump.

- Vi skal tage højde for mange ting, når vi har at gøre med en pumpe, hvor bowlerne sidder 20 meter nede. Det betyder, at vi har en 20 meter lang aksel, der udsættes for et kraftigt moment, og hvor rørene i sig selv er meget tunge. Derfor har vi lavet beregninger på blandt andet aksens diameter i understøttelsen op gennem aksellejerne, så vi var sikre på, at pumpen ikke ”vrider sig sammen”, når den startes op.

Udover styrkeberegninger af pumpens konstruktion skulle projektgruppen hos IRON Pump sikre, at applikationen kan modstå det varme saltvandsmiljø i den caribiske undergrund.

- Varmt saltvand er aggressivt, og derfor har vi blandt andet produceret pumpen i rustfrit stål og givet den en epoxy coating, som beskytter mod korrosion. Desuden har vi sat offeranoder på bowlerne både indvendigt og udvendigt for at modvirke tæring af pumpen, siger Robert Jensen.

11/09/2019

Hurtig levering over 8.000 km

Leveringstiden var en afgørende faktor for IRON Pumps kunde på Bahamas, som inden for få måneder skulle bruge den første pumpe i forbindelse med en test af kraftværkets motorer. Kombinationen af store dimensioner og kort leveringstid har sat ekstra tryk på både IRON Pumps produktion og virksomhedens leverandører.

- Det sætter sine spor i produktion, når delene til fire store pumper skal samles og testes inden for en kort periode. Og når vi arbejder med så store dimensioner, kan det helt praktisk være svært at skaffe de nødvendige materialer hos vores leverandører. Ikke mindst på grund af tidsfaktoren. Men gennem et godt samarbejde internt hos IRON Pump og med vores globale netværk af leverandører er det lykkedes, siger Robert Jensen og fortsætter:

- Et projekt som dette giver virkelig et boost hos produktionsteknikere og montører, der har arbejdet for fuld damp. De er stolte over og finder stor tilfredsstillelse i at være med til at bygge sådan en pumpe.

Til projektet skulle IRON Pump blandt andet bruge fire 366 kW motorer, der hver driver en af de store turbinepumper. Motorerne, som er leveret af Hoyer Motors i byggestørrelse 400, vejer 3,1 ton og er modificeret med blandt andet strømisolerede lejer og regnhætte.

- Da projektet landede på mit bord, ringende jeg med det samme til vores kontaktperson hos Hoyer, fordi jeg vidste, at det var en speciel opgave. Både på grund af den store motorstørrelse, og fordi leveringstiden var afgørende for os. Men af erfaring ved jeg, at Hoyer altid gør en dedikeret indsats, når vi henvender os direkte med en vigtig sag, siger han.

I slutningen af august 2019 leverede IRON Pump den første af de i alt fire pumper, som skal sikre kølevand under testen af kraftværkets motorer. Projektet bliver desuden fulgt helt til dørs af IRON Pumps egne montører, som assisterer i monteringen af de tonstunge pumper i Bahamas.

Om IRON Pump

  • Grundlagt i 1906 i Herlev
  • Leverede i 1912 pumperne til verdens første oceangående dieselskib Selandia
  • Beskæftiger omkring 100 medarbejdere
  • Specialister i produktion af kundespecifikke pumper til marine, offshore og energisektoren
  • Distribuerer gennem et globalt agentnetværk i 70 lande

Om motorerne fra Hoyer Motors

  • Fire 366 kW motorer
  • Vægt: 3,1 ton
  • Byggestørrelse: 400
  • 6-polet
  • Strømisolerede lejer for VFD-drift
11/09/2019