DK
DE
CN
GB

170 Hoyer motorer driver flydende kraftværk

Det bliver med 170 elektromotorer fra Hoyer ombord, når pumperne på et omsejlende kraftvæk skal generere strøm på åbent hav. Stærke og langvarige relationer til en tysk samarbejdspartner har resulteret i den spændende specialordre.

Det kræver voldsom pumpekapacitet og dermed motorkraft, når ét enkelt skib skal producere op mod 486 MW på åbent hav. Netop det er tilfældet for det el-producerende skib, som Hoyer for nylig har fået en ordre til. I alt 170 motorer skal Hoyer levere til deres tyske kunde, der skal producere pumperne til et stort, specialbygget skib, som indeholder et komplet kraftværk drevet af dieselkraft.

Enorme kræfter på åbent hav

Fartøjet, som Hoyer skal levere motorer til, fungerer som et flydende kraftværk, der har sin egen produktion af højspændingselektricitet. Ved at koble sig til at givent lands højspændingsnet kan det store skib forsyne eksempelvis raffinaderier eller andre landbaserede kunder med elektricitet over længere perioder. Ombord på skibet skal elektromotorer fra Hoyer drive i alt 170 pumpeapplikationer af forskellige typer.

- Skibet har pumper til mange forskellige formål. Det gælder blandt andet til brændstoftilførsel, til hovedmaskineriet, der driver fartøjet, til kraftproduktionen og til overførsel af smøreolie. Vores leverance indeholder elektromotorer dels til centrifugalpumper i vand-applikationer og dels en række skruepumper i olieapplikationerne. Så der er tale om en meget forskelligartet leverance, siger Jon Berggren, der er Global Key Account Manager hos Hoyer og har en fortid inden for netop pumpebranchen.

Forståelse har skabt øget samarbejde

Ordren er det seneste eksempel på, at Hoyer konstant øger samarbejdet med den tyske pumpeproducent. Med kvalitetsleverancer til tiden har Hoyer over en længere periode bevist sit værd som pålidelig samarbejdspartner. Det er én af flere grunde til, at Hoyer står øverst på listen af underleverandører inden for marine og offshore. Det forklarer Jon Berggren:

- Grundlæggende ser jeg det som en væsentlig styrke hos Hoyer, at vi forstår vores samarbejdspartnere og deres rolle som leverandør over for slutkunden. Vores faste support og stærke logistik betyder, at vi er en partner, man kan regne hundrede procent med. Og derudover lever vi som specialleverandør op til de strengeste krav og certificeringer inden for marine og offshore, siger han.

Sammen med to andre Key Account Managers er Jon Berggren en del af Hoyers nyoprettede Global Team, der er sat i søen for at understøtte partnerskaberne med internationale OEM kunder. Det nye team har blandt andet til hensigt at optimere samarbejdet på de områder, der ligger til grund for Hoyers samarbejde med de globale koncerner.

Bag om det flydende kraftværk

  • Skibene har en effekt på mellem 104 MW og 486 MW
  • Hoyer skal levere motorer til 170 forskellige pumpeapplikationer på det nyeste skib
  • Skibet supplerer et givent højspændingsnet i perioder på mellem 3 og 10 år
  • Der går maksimalt 60 dage fra efterspørgsel af et skib, til det leverer strøm til modtageren
29/10/2015